Banankage på ingen tid

Banankage på ingen tid

Nogle gange skal det bare gå hurtigt, og så er det lækkert med en kage, man kan bage i løbet af nul komma fem. Denne banankage er lige netop sådan en kage, og du får selvfølgelig opskriften her.

Det er en banankage, der på en gang er både svampet, saftig og fyldt med gode sager – og ikke mindst smagen af banan. Det tager ingen tid at bikse kagen sammen, men det kræver naturligvis, at du lige har et par ekstra bananer. Helst nogle overmodne bananer, for de giver altså den bedste og sødeste smag i kagen.

Får du og dine gæster ikke spist hele kagen på dagen, så kan den snildt holde sig frisk 2-3 dage – så har du lidt at spise til kaffen dagen efter.

Opskriften – banankage til 6-8 pers.

Ingredienser:

– 150 g smør

– 4 overmodne bananer (most)

– Kornene fra 1 vanillestang

– 175 g sukker

– 150 g hvedemel

– 1 tsk bagepulver

– 4 æg

– evt. rosiner

Sådan gør du:

Start med at blande sukker og vanillekorn, hvorefter du pisker blandingen sammen med smørret. Når det har samlet sig godt, tilsætter du æg, pisker igen og vender til sidst de moste bananer i.

Tag en ny skål og bland bagepulver, mel og evt. rosiner sammen, og vend det derefter i skålen med den resterende dej, så det hele blandes godt sammen.

Find en bradepande på cirka 25×35 centimer og læg bagepapir i bunden. Vend dejen i, og bag kagen i cirka 45 minutter på 175 grader varmluft.

Lad kagen køle af, og servér den for dine gæster.

Skal kagen ha’ lidt pynt?

Hvis du er vild med en lækker topping, så kan du med fordel pynte din kage med chokolade. Smelt mørk chokolade i en gryde, og stænk det på kagen ved at “kaste” det på med en ske. Slut gerne af med at drysse lidt kokos over, så det fæstner sig i chokoladen.